Anne Tylers 10. roman på dansk, og hendes trofaste læsere bliver ikke skuffede, tværtimod. Det er en roman om et tilsyneladende perfekt ægtepar Pauline og Michael. De møder hinanden i 1941. Det er en tid, hvor alting går meget stærkt, og selv om Pauline er i tvivl, bliver de snart gift, og hverdagen begynder. De får 3 børn, flytter væk fra den del af Baltimore, hvor Michael altid har boet, til en bedre bolig. De får råd til bil, tilhører middelklassen, og alt burde være godt. De er meget forskellige, men alligevel bliver de sammen, selv om ægteskabet indimellem er et helvede. Også børnene lider under skænderierne, og den ældste datter forsvinder en dag. Da de hører nyt fra hende, er hun på en afvænningsklinik, hun har et barn, som de tager sig af. På 30-års bryllupsdagen beslutter Michael sig for at forlade Pauline, og et nyt liv starter for dem begge. Det lyder kedeligt, men det er det absolut ikke. Anne Tyler viser også her, at hun har et godt blik for de usagte ting, og de er aldrig helt sorte eller hvide. Hun lader de forskellige personer komme til orde, så historien bliver belyst fra flere vinkler. Selv om hun er meget solidarisk over for sine personer, gør hun også lidt grin med dem, så på en gang har bogen en humoristisk tone samtidig med en vis form for melankoli over de 2 personer, som, måske, aldrig skulle have været gift Men kunne de have levet uden hinanden?.