Digtsamling, der kredser om eksistensen og livet. For læsere af nyere dansk lyrik og danske digtere.
Digtsamlingen er inddelt i 7 afsnit med enkeltstående digte. Der er tale om temmelig personlige digte der fortæller om forfatterens tanker om naturen, verdens tilstand anno 2018, sig eget selvværd, tvivl og forvirring, den digitale tidsalder, dagliglivets trummerum og de offentlige systemer som fx "anden aktør" mv. Men bogen indeholder også mere håndgribelige og fokuserede afsnit med længere digte om fx et ganske alvorligt sygdomsforløb samt en digtsuite om det at dømme forskellige befolkningsgrupper. Digtsamlingen er forfatterens debut i bogform.
Lars-Emil Woetmann skriver godt, og hans indre kaos skaber en fængende, men til tider også forvirrende læseoplevelse. Som en slags "lille menneske - store verden"-tour de force, virker digtsamlingen ganske inspirerende og kraftfuld. Dog kan sproget nogle steder virke ustruktureret, men jeg har tillagt det en bevidst betydning fra forfatterens side, der dermed forstærker de billeder digtene selv skaber.
Jeg kender ikke umiddelbart nogle digtsamlinger der minder om denne debut, men på forlaget Kronstork er tidligere kommet eksperimenterende digte med politisk fokus, blandt andet i digtsamlingen Natfolden af Knud Brix.