Fagbog i seriens vanlige layout. Der bruges bokse med: fakta, synspunkter og debat - spørgsmål der kan tænkes over eller diskuteres. Bogen er meget logisk bygget op i forhold til emnet. Først fortælles om hvad affald er, og hvor det kommer fra. Paradokset i at vi skal af med det igen, genbrug. Der fortælles om holdninger og handlinger i forhold til en bæredygtig fremtid. Bagest ordliste, bogliste og adresseliste med internetadresser samt stikordsregister. Bogen kommer vidt omkring. Bogen formidler et godt overblik til et globalt problem med de danskrelaterede vinkler, som er gode og relevante. Teksten er til gengæld ret svær. Sproget er præget af mange fakta, tal og forklaringssammenhænge. Det er nemt at finde rundt i bogen dels ved hjælp af stikordsregister eller ved at bladre den igennem; den virker overskuelig. Den kan bruges af læsere fra 14 år, f.eks. ved opgaveskrivning. Der bruges farvefotos, kort og tekniske tværsnit i farver. Bogen er sværere end Affald og genbrug af Steve Parker (1997), og rummer også mere stof og de danske vinkler er flere og bedre indarbejdede i emnets fremstilling. Forside i farver af skikkelser i gule sikkerhedsdragter med farlige tromler samt fyldig bagside tekst dækker bogens indhold på passende vis.