Med et omfattende forfatterskab og en omfattende oversættervirksomhed bag sig præsenterer Lars Bonnevie sig hermed som radiodramatiker. Stykkets fysiske ramme er et plejehjem, repræsenteret ved et par plejere, der i deres replikker viser både professionalisme og menneskelighed. Deres spredte replikker akkompagnerer en døende, gammel mands indre monolog, eller i de mindste fragmenter af den, i de sidste 6 dage før hans død, angives det - der er kun 5 adskilte dage. Livets afslutning er rå, fuld af ekskrementer og afmagt, i denne en afsked med livet. Men der er også humor, poesi, en egen storhed i billedet af denne bevidsthed, der langsomt fader ud. Den barske humor rummes f.eks. i en sekvens som denne: "(...) og de andre ikkedøde i det hvide værelse synger og synger og synger for at sende os videre ud i mørket, farvel verden ... som om det er verden vi forlader og ikke fabrikken, verden har vi forladt for længe siden..." Men der er en forløsende poetisk trøst i de afsluttende visioner eller fantasier, hvor jeg'et oplever en sammensmeltning med en elsket kvinde fra fortiden, i afsluttende lys og latter: "vi sejler på stjernerne, vi sejler på stjernerne..." slutter stykket, der fungerer stærkt og godt som læsedramatik.