Efter den fremragende Afsporet, 2004, følger den nu lige så spændende og velskrevne Afveje. Paul og Joanna er barnløse, har forsøgt at få et barn gennem flere år, så da de får muligheden for at adoptere et barn fra Colombia, er de glade. De tager til Colombia, som er et land i opløsning, men får barnet, og alt er idel lykke, men den holder kun til de bliver bortført af en af de utallige oprørsgrupper. Kravet er at Paul skal smugle en stor portion kokain, som skal finansiere oprørsgruppen ind i USA, ellers vil han miste kone og barn. Paul sluger en masse kondomer fyldt med kokain, og drager af sted med en tidsfrist på 72 timer. Han kan ikke henvende sig til myndighederne, de personer han troede, at han kunne stole på, viser sig at have andre motiver. Han er desperat og må finde en plan, der kan løse problemerne. Paul viser sig under den pæne overflade at rumme megen handlekraft, og med en snedig plan lykkes det. En klassisk historie, om eneren der må klare sig selv i en desperat situation, hvor timerne drypper væk, og katastrofen nærmer sig. Velfortalt, med et godt drive, elementært spændende og med Paul i hovedrollen, en martret person, som vil gøre alt for familien, og gør det.