Martin A. Hansens novellesamling Agerhønen genudgives nu, i anledning af at forfatteren ville være blevet 100 år d.20.8.2009. Bogen er illustreret af Svend Otto S. Illustrationerne er lavet specielt til Agerhønen, men ikke tidligere udgivet.
Martin A. Hansen er en af Danmarks store forfattere, og selv om han var tydeligt inspireret af det moderne, og tager sit afsæt i efterkrigstidens inferno, har han også bud til os i 2009. Sproget er noget anderledes end nutidens, og vil ganske sikkert volde en del gymnasieelever problemer. På den anden side er novellerne korte, og selvom de er eksperimenterende i deres form, er indholdet i de fleste tydeligt nok.
Agerhønen er udkommet flere gange, det er dog ved at være nogle år siden vi sidste gang fik denne klassiker tilbudt. Det særlige ved denne udgave er illustrationerne af Svend Otto S.
En lille perle, der nok desværre ikke trækker vilde reserveringskøer. Den er oplagt til brug i gymnasiet, omend brugere i det regi som oftest vil være ret ligeglade med udgave og illustrationer.