Her er den tredje bog om drengen, Akimbo, som bor i et reservat i Afrika. Hans far får besøg af John, krokodillemanden. John skal mærke de nyfødte krokodiller. Akimbo hjælper John og bliver redningsmanden, da han angribes af en krokodille. Dette er en sympatisk, ligefrem og enkel fortælling om truede dyr og naturbeskyttelse, og samtidig fungerer den som en spændende og underholdende historie. Den er veldisponeret i forhold til spændingselementer og morale. Bogen er let at læse og vil kunne læses af børn fra 9 år, men den er også velegnet til oplæsning for børn fra 6 år. Sproget er beskrivende med nogen dialog. Det er en alvidende fortæller, der følger Akimbo, som fortæller historien. Jeg har ikke læst de to forrige, men dette er en fin, spændende og underholdende bog til målgruppen. Den kan, såvidt jeg kan bedømme, læses uafhængigt af de to første bøger om Akimbo. Bogen kan bruges som læsetræningsmateriale i skole og hjem, men også som skønlitterært input i indskolingen, hvis emnet er truede dyr og dyrebeskyttelse. Bogen er illustreret med en række sort/hvide stregtegninger i vekslende størrelse. Nogle er vignetagtige, men de fleste er større og understøtter i deres æstetiske enkelhed ganske fint teksten. God forside og enkel bagsidetekst passer fint til índhold.