Hvad bliver skatten, hvis man sælger sine aktier med gevinst? Og hvor meget kan man trække fra, hvis man har sat penge til i en aktiehandel? Det er to centrale spørgsmål for alle, der investerer i erhvervslivet ved at købe aktier. Denne bog giver en samlet fremstilling af lovgrundlag og praksis vedr. aktieavancebeskatning – med det sigte at fungere som et godt værktøj for revisorer, advokater og andre rådgivere. Bogen tager afsæt i reglerne om de almindelige aktier, men kommer også grundigt rundt omkring mere specielle aktier, f.eks. næringsaktier, investeringsforeningsbeviser, beviser i investeringsselskaber, andelsbeviser mv. Der er også fyldige afsnit om blandt andet opgørelsesprincipper og om, hvilke situationer der er omfattet af loven ud over det rene salg. Nyt i 3. udgave Aktieavancebeskatningen er et af de mest foranderlige områder inden for skatteretten. Siden 2. udgave af denne bog udkom i 2006, har Folketinget vedtaget 28 lovforslag med ændringer af aktieavancebeskatningsloven. Lovændringerne, og deres indvirkning og følgevirkninger i form af nye lovændringer, er indgående beskrevet.