Al den snak om vinger

I Steinbrüchels 5. roman møder vi en 75-årig mand, der berøvet hukommelse og tidsfornemmelse kæmper sig gennem en brændende ørken. Efter nogen tid møder han en 19-årig pige, og sammen finder de hen til nogle huse, hvortil mange andre er søgt fra ørkenen. Herfra hentes de i bus til et mærkeligt højhus af uendeligt mange, hvor de indkvarteres under jammerlige forhold, men uden mulighed for at slippe væk. Efterhånden begynder hukommelsen at virke og det viser sig, de alle er døde og er på en slags mellemstation på vej til genopstandelsen (når vingerne gror ud). Bogens tone er lavmælt og registrerende og forfatteren får virkelig formidlet ventetidens monotoni og uvishedens plagsomhed. Hendes "vente-paradis" er originalt, og kunne have været opfundet af Beckett eller Ionesco, men det er ikke nok til at bære bogen, der har svært ved at fænge og forbliver uforløst.

Read the full assessment