Alberte og det mystiske brev

Agnete Friis debuterer som børnebogsforfatter med en børnekrimi i traditionel stil. På titelsiden står "En spændingsbog for unge", men det finder jeg lidt misvisende, da læserne vil være de meget unge på 11 - 12 år. De får en velskrevet, underholdende og spændende bog krydret med lidt romantik. Historien er udmærket skruet sammen med flere spændende højdepunkter, en meget dramatisk slutning, samt et sidetema med en dum dulle der gør livet surt for Alberte. Handlingen udspilles i et genkendeligt og typisk dansk miljø med hyggelige kolonihaver og et plejehjem med lange gange, men personbeskrivelserne er holdt på et minimum. De tre børn der opklarer mysteriet er ret kvikke og modige, forældrene har kun biroller, og skurken er beskrevet så gennemført usympatisk både hvad hans ånde, udseende og opførsel angår, at læseren ikke er i tvivl om hans rolle i historien. Det er forsommer, og Alberte, der går i 5. klasse, tilbringer eftermiddagene sammen med sin meget foretagsomme lillesøster ved en å langs nogle kolonihaver. Det viser sig at den dejlige Sep fra Albertes parallelklasse også tit er nede ved sin senile morfars gamle kolonihave, og sammen får de opklaret hvem der har gravet i hans have og hvorfor. Flot forside der fint signalerer indholdet.

Read the full assessment

Alberte og lillesøster Karla kommer på sporet af en skjult skat. Nøglen til skatten er den senildemente Bertil, morfar til Sep, Albertes hemmelige sværmeri fra skolen. Men også plejehjemsbestyrer Petersen er på jagt efter formuen. Historien fortælles i et hverdagsagtigt, rimeligt sikkert sprog, især i dialogsituationerne. Historiens personer overskrider dog aldrig de skabelonagtige klicheer, hvilket specielt kommer til udtryk hos den dominerende, intrigante klassekammerat Lærke og den ubehagelige Petersen, overskurken fra første præsentation med fistelstemme, gusten hud, spidse tænder og psykopatiske træk - mere karikatur end karakter. På samme måde forekommer konflikten om det glemte guld for enstrenget, for let genkendelig, endda med let utroværdige træk. Vil et brev fx kunne forputte sig på et posthus i 64 år, for derefter i al ubemærkethed blive sendt? Mon dog. Derfor ender bogen som en ajourført Janbog for piger, med trivielt tankegods og letkøbte løsninger, lidt hverdag, lidt romantik, lidt spænding. Lidt af en tilsnigelse er det vel også, at forlaget kalder bogen en spændingsbog for unge, når nu spændingen udebliver og de to piger går i henholdsvis 2. og 6. klasse.

Read the full assessment