Denne 6. bog i rækken med titelbegyndelsen "Alberte synger" markerer både, at der må være tale om en fastslået succes af den favnende og bredt rammende sangbogsserie og en udvidelse af målgruppen. Hvor de foregående har henvendt sig til børn, er denne det første bind med hele familien som målgruppe. Alberte har selv udvalgt og fordelt sangene i fire grupper: Kærlighed, Rock, folk, pop, Hav og sømænd og Gud og fædreland. Udvalget giver plads til klassikere som "Gå med i lunden", "Du gamle måne", men også "Eight days a week" og "Breaking up is hard to do" under Kærlighed. Rock, folk, pop rummer nye overraskelser som "De første kærester på månen" og "Vilde kaniner" til familiesamværet. Oplagte familiesange, som alle kender eller vil elske at lære! I det hele taget er blandingen velvalgt, behagelig og dejligt overraskende. Noder, personlige kommentarer og illustrationer til sangene, der giver luft og variation på siderne, supplerer versene. Der er indholdsfortegnelse og alfabetisk register over indholdet, henholdsvis først og sidst i bogen. Oplagt sangbog til hele familien, til musikundervisningen, til den fælles musikglæde, for alle, til folke- og skolebiblioteker og andre samlinger. Vedlagt cd med 9 sange, dels sunget af Alberte, dels instrumentalt.