Denne bog må være enhver kaninavlers mareridt: en vejledning for kaniner i at begå selvmord. Ophavsmanden kendes fra flere sammenhænge som filmen Robbie the reindeer og satireserien Smack the pony; han er også vittighedstegner m.m. Bogen viser i række som regel ensides tegninger, hvordan kaniner kan begå særdeles fantasifulde selvmord. Bogen spiller naturligvis her på det holdningsmæssige svælg mellem de søde små bløde dyr på den ene side og det gennemført morbide tema på den anden. Det skal siges, at bogen undgår splatter: selv når en sød lille kanin har taget trampolinspring igennem en helikopterrotor, fremstår den i små pæne, ublodige skiver. Bogen er en udpræget enten-eller bog. Enten vil man tage totalt afstand fra den - eller også vil man overgive sig til en hjertelig latter over disse finurlige påfund, der enkelte steder også kan udstrækkes til små tegneserieforløb. Der er helt givet kultpotentiale i disse gale streger, der bør opbevares, hvor småfolk med kæledyr og depressive kaniner ikke kan nå dem.