Endnu en bog i den sympatiske og lettilgængelige serie Ideernes bagmænd, hvor Preben Hartmann-Petersen fx også har skrevet om Marie Curie og makkerparret Banting og Best. Denne gang om Alexander Fleming (1881-1955), pioner i penicillin-forskningen. Bogen fortæller i et letløbende sprog, hvordan Fleming fødes på en gård i Skotland som den næstyngste af 8 børn. Om opvækst, skolegang og uddannelse, hvor han hjulpet på vej af en arv fra en onkel starter på lægestudiet i 1901. Under 1. verdenskrig oplever han de mange problemer med soldaternes sårinfektioner, og bogen citerer Fleming: "Kunne jeg dog blot finde et stof med samme gode virkning på bakterier som Salvarsan." "Salvarsan" var et morfinprodukt og dengang eneste lindring for alvorligt sårede og døende. Bogen fortæller også om, hvordan Fleming opdager virkningen af penicillin, og om al virakken omkring den praktiske udvikling og patenter. I 1945 deler Fleming Nobelprisen med 2 andre videnskabsmænd, Florey og Chain, der i modsætning til Fleming fik held med at renfremstille penicillin i praktisk brugbar form og mængde. 2 år før sin død kan Fleming i 1953 så selv nyde godt af penicillin, da han får en lungebetændelse: "Havde det ikke været for penicillin, havde jeg ikke været her nu". Lettilgængelig og brugbar som opgavebog fra folkeskoleniveau. Der findes ellers ikke meget på dansk om Fleming.