Delvist selvbiografisk roman, hvor Chris Kraus væver fiaskoen med sin eksperimentelle kunstfilm "Gravity & Grace" sammen med filosoffen Simone Weils liv. Det bliver en kalejdoskopisk tur igennem Kraus' forunderlige hjerne. For læsere med interesse for kunstneriske og intellektuelle romaner.
Det er januar 1996. Chris Kraus er taget til Berlin for at prøve at sælge sin eksperimentelle film "Gravity & Grace". En film, som har kostet hende meget, både økonomisk og personligt, og som nu viser sig at være noget nær umulig at sælge. Filmens titel er taget direkte fra den franske filosof Simone Weil, og fortællingen springer mellem Berlin, Kraus' liv i L.A., optagelserne af filmen og Simone Weils liv og teorier. Ind i mellem det handler det også om terroristen Ulrike Meinhof, kunstneren Paul Thek, aliens, anoreksi, hendes tarmsygdom og s/m telefonsex. Udgivet i USA i 2000.
Det er en fragmenteret og intellektuel roman, der kræver noget af læseren. Det er en kalejdoskopisk fortælling igennem Kraus' forunderlige hjerne og den berører flere af de kunstnere, der har påvirket hende. Det kan ind i mellem være svært at følge med i hendes mange indfald. Det er en vild blanding af fiktion, filosofisk teori og kunst. Romanen ligger i direkte forlængelse af hendes første roman I love Dick, men kan godt læses uafhængigt.
Nina Bolts roman Tyngdens kraft handler ligeledes om Simone Weil.