Forfatteren til denne lille bog om alkoholisme og intervention har selv været alkoholiker i mange år, men er nu ædru efter en Minnesota-behandling i 1999. I helt korte kapitler skrevet i et enkelt og ligefremt sprog fortæller hun om alkoholisme som en kronisk sygdom (kemisk afhængighed), alkoholismens udvikling, co-alkoholisme, forholdet til arbejdspladsen, behandling og det længste kapitel er det sidste om intervention. Desuden tre små tests. En god og meget hurtigt læst bog om et tabubelagt emne, hvor man som familiemedlem, ven eller kollega kan få konkrete bud på, hvordan man kan forberede sig på og gennemføre en intervention. Bibliotekerne har i forvejen en række bøger om behandling af alkoholisme, hvoraf Jørgen F. Nissens elefantbøger er de mest udbredte.