Afhængighedsskabende medicin og en kontroversiel fotograf er ingredienserne i denne dokumentarfilm. Til dem med interesse i fotografer og i de mørke sider af den amerikanske medicinalindustri.
I filmens ene spor tegnes der et portræt af den kendte amerikanske fotograf Nan Goldin. Om hvordan Godin brød igennem i 1970'erne hvor hun skildrede homoseksuelle og transkønnede subkulturer i Boston og New York. Vi hører om hendes venskaber, hendes kærlighed og alt det, hun måtte gå igennem, eksempelvis da hun får arbejde på et bordel for at tjene penge. I filmens andet spor, som er i nutiden, følger vi den ældre Nan som har startet organisationen PAIN, som forsøger at belyse hvorledes medicinalindustrien, og mere specifikt Stackler-familien, er skyld i mange menneskers død. Stackler-familien har doneret mange penge til kunst, så på flere museer er dele af samlinger tilegnet dem. Og det er her Nan stikker kniven ind, for hun er jo netop også udstillet på flere af de museer!.
En ganske mesterlig dokumentarfilm der går den svære balancegang at være både et vedkommende portræt og et vidnesbyrd om et meget vigtigt emne. Man fornemmer det kolossale researcharbejde, både i forhold til personen Nan Goldin, med de mange fotografier og arkivbilleder, og ikke mindst i forhold til hele sagen om Stackler-familien og medicinen der dræber. Man sidder tilbage, både rystet, underholdt og klogere.
I Sicko stilles der spørgsmålstegn ved den amerikanske sundhedssystem.