Alle børn er alles børn

For alle med interesse for tvangsanbragte børn og deres vilkår.

En måneds gæsteophold på en døgninstitution for tvangsanbragte børn i begyndelsen af 1990'erne affødte en bog, som nu er genudgivet. Iris Garnov har selv en fortid som institutionsanbragt, og hendes personlige betragtninger er præget af en særlig indfølingsevne og forståelse for disse børns følelser og reaktioner. Hun ser på etikken bag det professionelt socialpædagogiske arbejde og plæderer for, at de professionelle, uanset de p.t. herskende socialpædagogiske retninger, først og fremmest skal respektere barnets inderste urørlighedszone. Som bogens eksempler viser, er det ikke altid tilfældet. Forfatterens overvejelser er tematiseret omkring forholdet mellem barn og pædagog, sprogets betydning, samfundets syn på det tvangsanbragte barn og forventninger til den moderne socialpædagog.

Bogen udkom første gang i 1994, og forfatterens menneskesyn giver stadig stof til eftertanke.

Det er ikke en lærebog i socialpædagogik, men en personlig og indsigtsfuld lille bog skrevet med hjertet. Den åbner nogle specielle perspektiver til at forstå tvangsanbragte børn, som vil være relevante for studerende og professionelle på området, men kan også interessere andre, der er i berøring med disse børn.

Read the full assessment

Man tog et institutionsbarn, som var blevet voksent og vel landet på den sikre side, og udstationerede det i en nutidig døgninstitution. Eftersom det var forfatteren Iris Garnov, er der kommeten utrolig bog ud af det, som smukt og præcist trækker trådene mellem dengang og nu, og viser et institutionsarbejde på et meget højt niveau. Fingeren sætter hun dernæst på de ømme tæer så detsmerter: hun erkender, at alt det gode, hun så, fylder langt mindre i bogen end beskrivelserne af de situationer, hvor et barns urørlighedszone overskrides. Det er blevet en flot og meget nødvendigbog, som vil blive brugt af fagfolk, pårørende og socialt interesserede som dén reflekterende og ganske specielle øjenvidneberetning, den er. Det er kredsen bag denne bog, som også stod bag Knusteruder, (93:19), og efterspørgslen vil nok ligne meget. De, der tillige kan huske efterspørgslen efter Iris Garnovs digtsamlinger Skuffebarn (79:37) og Lev vel, (79:12), er vel rustede, resten målytte sig frem.Litteraturen om børn i andres hjem og på institution er stor, her er en smuk bog med en anderledes vinkel på emnet, og ingen kan vel lades uberørt.

Read the full assessment