Først og fremmest har denne tværfaglige - i hvert fald fagene dansk og historie kan inddrages - bog et indbydende layout. Teksten, som er beregnet til 4.-5. klasse, er verssat og enspaltet. Den er delt i faktiske og fiktive tekster, hver for sig tydeligt markeret vha. to forskellige borter forneden på siden, enten et udsnit af Gundestrupkarret eller en tegnet jernalderlandsby og -landskab. Forskellen markeres også vha. flotte farvefotos af fund og rekonstruktioner samt gode kort i faktadelen, men "kun" udmærkede tegninger i de fiktive tekster. Faktadelen når i et letlæst sprog mange vigtige informationer, og fiktionsdelen, som ganske vist ikke er stor litteratur, underbygger pænt. Der er også blevet plads til en gendigtning af fortællingerne om Kong Dan, Uffe hin Spage og kong Skjold. Lærervejledningen, der knytter sig til bogen, er vældig god. Den myldrer med ideer til undervisningen, både til arbejdet med bogens tekster, men også med forslag til værkstedsaktiviteter, storyline og projektarbejde. Desuden indeholder den også kopiark, litteraturhenvisninger, websteder og meget andet. I serien er udgivet tilsvarende bøger om stenalder, bronzealder og middelalder.