Den grundige gennemgang af udvalgte attraktioner og byens historie er et godt supplement til de traditionelle guidebøger. Især egnet til undervisning i fagene AT og SRP - altså i tværfaglig undervisning og i særdeleshed som forberedelse til en studietur.
En anderledes guidebog til den populære metropol. Bogen adskiller sig ved at fokusere på og give mere grundige beskrivelser af enkeltattraktioner. Bogen er således lige så meget en tværfaglig lærebog, der indledes med en historisk baggrund om London fra de ældste tider op til i dag med finanskrise, terror og det tilstundende OL i 2012. Den er opdelt i fem hovedafsnit: Det historiske London, Kunstens og arkæologiens London, Litteraturens London, Teatrets London og Teknik og videnskab i London. Det historiske indledningsafsnit er længst og er iblandet samtidige teksteksempler, der sætter en realistisk stemning - fx en øjenvidneberetning fra Londons brand i 1666. De øvrige kapitler behandler de store attraktioner med analyserende nedslag i væsentlige værker og institutioner som: British Museum, Tate/Tate Modern, de store teatre og populære musicals, Science/Maritime Museum osv. Litteraturuddrag på engelsk af bl.a. Kureishi, George Orwell, Virginia Woolf.
Udover de traditionelle guidebøger findes der ikke nyere udover deciderede lærebøger.
En anderledes guidebog, der med de grundige nedslag i Londons rige historie og byens mange attraktioner er et supplement til de traditionelle guidebøger. God som forberedelse til en studietur.