Overkommelig bog om kroppen for de 56-årige og indskolingen. Der er en håndfuld bøger om emnet til rådighed i disse år, denne hører til i den yngste afdeling og kan afløse nogle af de ældre, bedagede og slidte. Bogen har billedbogspræg, hvilket er et godt valg her, med et blidt og kønt præg og med mange prøv-selv-aktiviteter og dertil otte indfoldede halve sider for underholdningens skyld det er aldrig af vejen. Omfanget er så overskueligt, at bogen ingen udenværker behøver, vi går fra skelet til muskler, åndedræt, blod, tænder, fordøjelse, hjerne og nerver, øjet, øret og smagssansen og ender med hud, hår og sår. Teksten er yderst velformuleret, meget i børnehøjde og vil kunne bruges nærmest direkte sammen med børnene, som en dygtig og velforberedt pædagog eller lærer ville gøre det. Mange vil det ikke genere, at bogen går uden om sexualiteten. Forfatteren kendes fra en helt anden boldgade, nemlig Bondemand Beck tager væk fra 2001.