Bog i rækken med titelbegyndelsen "Alt om", som henvender sig til alle cykelsportfans - især af verdens største cykelløb Tour de France - fra 8 år og opefter, som ønsker en aktuel og kortfattet information om dette års løb, historien og deltagerne.
Bogen begynder med en gennemgang af dette års løb og forventede stjerner - også de danske ryttere. Hver rytter præsenteres med det sædvanlige cykelsprog a la Mader og Leth, højde og vægt, "Vidste du, at" og "Største triumf". Der er et interview med cykelrytteren Chris Anker Sørensen og nogle af makkerparret Mader og Leths vanvittige metaforer og kommentarer fra TV2ś kommentatorboks. Der fortælles kort om nogle af Tourens største skikkelser, anekdoter, rekorder, om skandalerne og tragedierne, de forskellige trøjers betydning, en kostplan for en cykelrytter i Tour de France og en gennemgang af det danske Pro Tour-holds cykler og udstyr. Til slut lidt om underholdning og virak med reklamekaravane og den tyske tilskuer El Diablo. Læseren kan til sidst teste sin viden med 13 spørgsmål om Tour de France. Det er fornøjelig og letfordøjelig læsning krydret med mange flotte fotos. På trods af fokus på dette års Tour de France vil bogen med sin generelle tilgang også være interessant nogle år frem.
Til børn findes ingen nyere bøger om Tour de France. Ligner layoutmæssigt de øvrige bøger i serien.
Bogens aktuelle informationer bliver serveret med den lidt seje og bramfri cykeljargon, så bogen vil med garanti blive slugt af alle fans af cykelsporten.