Nødvendig energi er en ny serie, som sætter fokus på verdens energiressourcer og de miljømæsige konsekvenser, der er forbundet med udnyttelsen af dem. Den første bog i serien handler om alternativerne til atomkraft og fossile brændstoffer. I den velkendte opbygning, hvor hvert opslag behandler et mere eller mindre afgrænset emne, beskriver den energibehov, -forbrug og fordele/ulemper ved valg af energiressource. Indholdet falder i 4 dele. Først en grundig introduktion til emnet. Derefter 6 sider om biler og brændstofmotorer samt et par om kraftvarme. De næste 20 sider handler om vedvarende energiformer: sol-, vind-, vand- og biomasseenergi. Til sidst forudsigelser om fremtidens energibehov og -forbrug. Bogen afsluttes med statistik, en grundig ordliste, lister over bøger og webadresser og et stikordsregister. Forfatteren forholder sig kritisk til sit emne og lægger op til debat. Ved oversættelsen er der gjort en del ud af at tilpasse teksten til danske forhold. Bogen er illustreret med supplerende farvefotos, tegninger og kort. Bortset fra den noget sværere Energi, 2001/24, er det den første bog der giver en samlet beskrivelse af alternativ energi til målgruppen. Kan bruges til læsere fra 13 år.