2 billedbøger om hverdagsemner - irriterende søskende og fødselsdag - for de 4-6-årige billedbogslæsere.
Den norske forfatter til disse 2 billedbøger har vi tidligere bl.a. mødt i bøgerne om Pitbull-Terje (03/08). I den 1. billedbog ønsker hovedpersonen, Alvin, at komme af med sin lillesøster. Han prøver forgæves flere løsninger, men til sidst tror han, at han har fundet den rigtige, men så begynder han at savne søsteren. I den 2. bog har Alvin fødselsdag. Den bliver ikke, som han har forestillet sig, og han vil sende gæsterne hjem. Men til slut bliver det alligevel en god dag. Billedbøgerne om Alvin har 2 klassiske billedbogstemaer, den irriterende søskende og den skuffende fødselsdag. Den velskrevne tekst er ganske finurlig og rammer fint børns forestillinger og fantasier. Illustrator er ny i dansk sammenhæng. Han har tidligere lavet animationsfilm, og det ses på de sjove, skæve og sine steder lidt "mærkelige" illustrationer, der flere steder flot udbygger og uddyber teksten.
Der findes mange billedbøger om små søskende. Lillebror til salg, 2007 har samme tema som nærværende. Også fødselsdagsbilledbøger er der mange af. Én, hvor det også starter lidt skævt, er Willis' En forfærdelig fødselsdag, 2013.
To humoristiske og velfungerende billedbøger med 2 klassiske billedbogstemaer. Bøgerne er sjove på en underfundig måde og særdeles velskrevne. De lidt sære, men skægge og energiske illustrationer er med til at understøtte og endda udbygge historierne på fornem vis.