"Oprindeligt bestod gruppen af en stribe verdensnavne fra fortrinsvis Mali. De spillede blandt andet til WOMAD, hvor overskuddet gik til Panzi Foundation, der giver lægebehandling til kvindelige ofre for seksuel vold eller omskæring i DR Congo ... Nu er amazonerne tilbage. De store stjerner er væk, og tilbage er en homogen gruppe af en ny generation af stjerner, der funkler overbevisende. Og deres nye plade, produceret af Doctor L alias Liam Farrell, der stod bag Congotronics-serien med gadekunstnere fra Kinshasa, er klart bedre end den foregående ... Det er lykkedes at skabe et slagkraftigt album, hvor de meget forskellige kunstnere virkelig komplementerer hinanden. Fælles for alle er en forbløffende professionalisme og en vis amerikanisering, som er ny i den ellers frankofile region ... 'Amazones Power' er en sensation af et moderne afrikansk udråbstegn. Amazonernes kommende turné, hvor de blandt andet spiller på Roskilde Festival, kan ikke blive andet end fabelagtig. Men hør først pladen! Den evner det umuliges kunst ved at vise, at man sagtens kan introducere mange forskellige artister og stadig skabe et homogent værk, simpelthen fordi samtlige medvirkende fyrer alt af på en måde, der er beundringsværdig. Dertil tak til Real World, som igen formidler toppen af verdensmusik".