Første del af en biografisk roman og et litterært eventyr om digteren Ambrosius Stub (1705-1758) af VA, der før har skrevet bl.a. om eventyr. Stub vokser op på Fyn i beskedne men kærlige kår som søn af en skrædder, der symbolsk allegorisk til Ikaros-myten, syer ham et par stofvinger at "flyve" med. Han møder fantasiens kraft i en synsk og anderledes pige, et hittebarn med deform fod og spådomsevner, og lærer de enfoldiges klogskab af en ven som er sinke. Men han møder også ondskab, svenskekrig, pest, brutalitet, magt, begær, frygter dommedag og må selv finde ud af om det er Helligånden eller djævelen, der er i pigernes kroppe. På sin livsvej bærer han hele tiden en talisman, en stofomviklet hjerteformet knap, som han fik i barndommen af den deforme pige med det magiske sind. Først på dødslejet giver han talismanen videre til Biskop Brorsons handicappede søn. I romanen citeres flere gange Kingos salmevers "Sorrig og glæde de vandre tilhobe" og sådan er det jo netop i et rigtigt livseventyr. En meget velskrevet første del af Ambrosiuseventyret, en anderledes roman som jeg nød at læse. Kræver en lidt vant læser, men er så en virkelig god læseoplevelse, jeg synes kan måle sig med endda store danske klassikere.