En ny serie Hvordan skete det? har som målsætning på en lettilgængelig måde at berette om den nyere tids historiske og dramatiske vendepunkter. I denne bog handler det om 2. verdenskrig. Andre bøger i serien beskriver 1. verdenskrig, den kolde krig, Hiroshima, holocaust, nazismen og Vietnamkrigen. Indlagt i den nøgternt berettende grundtekst er placeret en række fyldige tekstbokse med citater, udtalelser og vurderinger af implicerede samt beskrivelser og uddrag fra andre centrale værker om det beskrevne emne, en dokumentation og uddybelse af det skete, suppleret med en række velvalgte fotos og enkelte kort. Teksten er opdelt i seks afsnit, der kronologisk følger krigens gang fra årsag til afslutning. Den relativt begrænsede plads giver først og fremmest plads til en overordnet, kort beskrivelse af krigens forløb, men kombinationen af flydende tekst, fotos og præcist refererede iagttagelser og vurderinger af begivenheder og konflikter skærper interessen og grundlaget for en efterfølgende research i andre, mere fyldige kilder, som er rigt repræsenteret i ethvert velassorteret bibliotek eller skolebibliotek. Henvisninger hertil samt tidslinje, ordliste og register forefindes bagest i bogen. For de historisk interesserede unge og til undervisning i historie i folkeskolen i 7.-10. kl.