Denne norske forfatter er psykiater. Han har specialiseret sig i spiseforstyrrelser, og har skrevet om det i Sultekunstnerne, (1992), om kultur, krop og kontrol og i Stærk/svag, (2001), en håndbog i spiseforstyrrelser. Han er også filmanmelder og kulturskribent i forskellige dagblade, og skriver bl.a. til Politiken. I 1999 udkom Uro, en række essays og småartikler med undertitlen "en rejse i det moderne selv", og nu udkommer så Andre rejser. Der er ikke tale om rejseskildringer i gængs forstand. Enhver tanke over et eller andet, enhver refleksion over en begivenhed, kan afstedkomme en indre rejse. Det er det bogen giver, rejseskildringer fra møder med kulturer, mennesker, forfattere. Forfatteren kommer vidt omkring, eller læseren bliver ført vidt omkring, "Kærligheden", "New York", "Melankoli", "Kroppens grænser", "Sygdom" er nogle af overskrifterne på afsnit, der indeholder 3-5 små essays. Læsning af denne bog, kan give en god håndbagage til læserens egne tankerejser. Men problemet med essays er, at der ikke er ret mange lånere til dem, og at vi ikke er ret gode til at huske at formidle dem. Nogle af artiklerne har tidligere været publiceret i Danmark, men alle er blevet redigeret i forbindelse med denne udgivelse.