Forfatteren har en god evne til at give fortællingerne om Ane farve og liv, selv om det sker i en begrænset tekst til en læsergruppe omkring 2.-3. klasse. Og mulighederne er mange, når der skal fortælles om Anes små oplevelser i hverdagen. Her i bd. 8 har hun fået en ny dille: hatte, men hendes elskede røde hat er måske ikke det egentlige. At Peter driller i skolen bliver hovedhandlingen. Disse små genvordigheder og irritationer er set og forstået og endda ført længere ud, end børn normalt selv forstår, for her slutter drilleriet med, at Peter siger, det er, fordi han synes, hun er sød. Det er rent guf for pigerne i læsegruppen! - Og den muntre slutning, hvor Peter lader handling følge ord og med hatten på følger Ane hjem fra skole, er ikke til at stå for. Endnu engang i godt selskab her - ikke mindst i kraft af den særdeles fine billeddel, hvor hver side følger teksten op med lette, muntre og vel gennemtænkte situationstegninger.