"Hvis groovy musik skal fungere ordentligt på plade, skal produktionerne have fylde og dyrke det analoge lydbillede, hvor indramningen ikke bliver for kategorisk, frem for det ofte fladtrådte digitale udtryk. Den del lykkes Erann DD godt med. De nye sange udstråler en varme, og med indledningen "Just Ask The Children" swinger albummet straks fra begyndelsen ... På "Make It Up To You" brøler kvindestemmer, før hovedpersonen med indsmigrende stemme inviterer til kærlighed og lidt mere end kildevand. Her og mange andre steder tårner inspirationskilder som D'Angelo, Michael Jackson og ikke mindst Stevie Wonder sig op, og til tider får man mest lyst til at hive de store stjerners musik ned fra hylderne. Men det kan godt vente lidt. For den danske funkfætter kan sit kram og noget så enkelt og svært som at få dansk musik til at swinge".