Med 2. del af sin serie om Hillevågbanden, diverterer Renberg igen med et fremragende sprog og masser af groteske situationer. Særligt mænd vil sætte pris på den hårdtslående humor og den nærmest filmiske afvikling af det hæsblæsende plot.
Brødrene Ben og Rikki drømmer om et liv langt væk fra deres triste tilværelse med en nærig far og en nærmest psykotisk mor. De stikker af til Stavanger og søger ly hos den kriminelle onkel Rudi, som drømmer om et normalt liv, men til det formål kræves der masser af penge. Målet er et stort kup, så der skal rekrutteres nye medlemmer til Hillevågbanden. Renberg er et kendt navn i Norge og er især kendt for sin serie om Jarle Klepp. Nærværende bog er en efterfølger til Vi ses i morgen, som fik fine anmeldelser med på vejen.
Fortsætter i samme stil som forgængeren med en underholdende og vanvittig morsom historie, tilsat et usædvanligt farverigt persongalleri. Vel tager det lidt tid at leve sig ind i de mange skæbners stemmer, hvis krydsende spor kan virke forvirrende, men giver man sig tid venter en stor oplevelse. Den energiske dialog indeholder masser af referencer til populærkulturen og er som taget ud af en Tarantino film. Renberg har da også tidligere skrevet filmmanuskripter.
Renbergs stil kan bedst beskrives som et fascinerende møde mellem Erlend Loe og Pulp Fiction. Kan læses uafhængigt af første bind, og tredje del af det Renberg kalder Teksas-serien, forventes at udkomme i 2016.