Aiko, der bor på Sumatra, er også med i Animal heroes sammen med sin gekko, Nelson. Træerne i Sumatras regnskov er truet af et stort og samvittighedsløst firma, som vil fælde de mange kostbare træer og udnytte de store naturressourcer. For actionglade læsere på 10-12 år.
Fældningerne truer de mange dyr i skoven, som fx skovelefanter og orangutanger. Den japanske dreng Aiko og hans lille gekko Nelson lever i regnskoven i nærheden af Aikos zen- og læremester. Aiko og Nelson kan klatre i træer, og de er begge hurtige og dygtige til at klatre. Det er vigtigt at kunne klatre i træer, når Aiko fx hjælper orangutangerne oppe under trækronerne. Desværre er de feje og onde Beast Boys også tilstede i regnskoven, og de stiller sig i vejen for Aiko og de andre Animal Heroes og deres leder, videnskabsmanden Cliff Hanger, der vil redde regnskoven og stoppe firmaet, der vil rydde skoven. Tredje bog om "Animal heroes".
Bogen er spændende og ikke særlig svær at læse. Kapitlerne er korte og overskuelige. De actionfyldte sort/hvide illustrationer passer fint til historien. Animal heroes er nogle spændende helte, der også har plads til en vis humor og et godt humør i kampen for truede dyrearter og levesteder. Bøgerne i serien bør læses i den rigtige rækkefælge.
Der er også serierne om "Spirit animals" og Adam Blades letlæste serie "Monsterjagten", samt den danske serie om "De unge helte".