En usædvanlig og fascinerende animationsfilm for voksne om en desillusioneret mand i midtvejskrise. Fra 15 år.
Den midaldrende Michael Stone har succes som forfatter til en selvhjælpsbog om kundeservice og er i Cincinnati for at holde foredrag. Men på trods af succes, kone og barn er han ikke en lykkelig mand. Skønt bogen handler om at tænke positivt er han i en midtvejskrise og træt af livet. I sin ensomhed på hotelværelset kontakter han den gamle flamme Donna, men deres møde bliver ingen succes. Da han møder den stilfærdige telefonsælger Lisa, som han giver navnet Anomalisa, tror han at han har mødt sit livs kærlighed. Han ser hende som ægte i forhold til alle andre mennesker i verden, som han føler har rottet sig sammen imod ham. Men glæden bliver kortvarig.
Filmen er lavet med stop motion-teknikken med særdeles livagtige figurer, og valget af animation understreger genialt temaet omkring hovedpersonens opfattelse af, at han er alene mod hele verden. Personerne omkring ham fremstår som grå, ens og anonyme, også gennem deres stemmer, efterhånden også Lisa. I sit udtryk er det en meget melankolsk film uden meget håb for menneskelig lykke. Den er overraskende og et genialt mesterværk, der på en sjælden måde formår at komme ind i hovedet på en mand, der ser sig selv som fremmed her på jorden.
Film om mænd i midtvejskrise er talrige, men temaet om fremmedgjorthed og søgen efter identitet leder især tanken hen på Lost in translation.