Antigone

Brillant rytmisk nyoversættelse af den berømte græske tragedie af den produktive oversætter Otto Steen Due. Stykket handler om den stolte og viljefaste Antigone, hvis brødre har dræbt hinanden i en krigshandling mellem to bystater. Kun den ene bror, Eteokles, fra det sejrende Theben vil kong Kreon, Antigones onkel, give den ærefulde traditionelle begravelse. Antigone sætter sig for i en håbløs kamp mod sin kommende svigerfar Kreon også at få den anden bror, Polyneikes, begravet. Konflikten handler ikke alene om ærestab for slægten, men er også et spørgsmål om slægten og religionen på den ene side mod statsautoriteten på den anden. Antigone spærres inde og begår selvmord, hvilket Haimon, hendes tilkommende mand og Kreons søn, også gør da han opdager det. Både Antigone og Kreon er ubøjelige og begge har ret ud fra deres egen opfattelse og kodeks, men ingen af dem er skyldfri. Konflikten er almengyldig og myten evig aktuel i skiftende traditioner og samfundsformer og har givet inspiration til andre kunstnere og været opført utallige gange. Den nye oversættelse er egentlig tænkt anvendt til en nyopsætning med et mere mundret sprog til scenisk og dramatisk brug. Bogen er smukt illustreret med Peter Brandes' sansemættede fotos af klassiske skulpturer.

Read the full assessment

Sofokles' Antigone er et af de græske dramaer, der mest direkte henvender sig til vor tids mennesker, idet det afspejler den evige konflikt mellem individ og statsmagt. Antigone begraver sin broder, skønt han er bandlyst for landsforræderi, og bøder derfor med livet, mens hendes modstander kong Kreon, der brutalt gennemfører statens krav, straffes af skæbnen med personligt sammenbrud. Tragedien er oversat mange gange. Man kan nævne Thor Langes romantiske gengivelse og Niels Møllers strengere fortolkning, begge fra 1890'erne. I nyere tid har Otto Gelsted givet en mere poetisk og Otto Foss en filosofisk rigtigere version. Den foreliggende oversættelse har lagt vægt på en tekst, der umiddelbart kan bruges ved opførelser, idet dialogerne delvis er frigjort fra det stramme versemål, mens korsangenes strengere opbygning og højtideligere sprog er bibeholdt. Udgaven hævder sig smukt ved siden af sine forgængere og bør anskaffes, selv om man har en eller flere af disse.

Read the full assessment