Bøgerne kan læses fra 6 år af børn, der lige har knækket læsekoden, lix 3,6 og let-tal 12.
Målgruppen kender forfatteren, som har skrevet et hav af gode letlæsningsbøger. Disse to handler om drengen Anton og hans gode ven Jakob. Begge drengene er vilde med fodbold. Tråden er selvfølgelig fodbold, men de drejer sig lige så meget om venskab, empati, overbærenhed og rummelighed. I Anton finter øver Anton en svær finte, som han har set en professionel spiller lave. Jakob kommer forbi. Han kan også en finte. De viser hinanden deres formåen, men Antons finte lykkes ikke. Den er for svær. Til gengæld laver han noget andet, som nok ikke kan gentages. I Anton mod Jakob laver drengene målsparkskonkurrence og derefter spiller de kamp. Da Jakob skyder det afgørende mål, er det et selvmål. De diskuterer lidt, om det gælder. Tonen mellem dem bevares god uden at det virker utroværdigt. Teksten er fortrinsvis korte hovedsætninger trykt på de gennemillustrerede sider. Illustrationerne dækker alle et dobbeltopslag, hvilket gør dem lige så overskuelige som teksten.
Der er udgivet to bøger mere om Anton i samme sværhedsgrad; Super let PS. Den populære serie om Kasper, der også er vild med fodbold, kan afløse Anton-bøgerne. De er en anelse sværere; PS.
Meget lette letlæste bøger om relevante emner for målgruppen er yderst velkomne. Disse to hører til i den kategori. Selvom der allerede er udgivet mange, kan læserskaren næsten ikke mættes.