Anton og sorgens pil

Smuk billedbogsfortælling med fokus i skolen om en dreng på 10 år, der ikke selv forstår at han savner sin far. Kan bruges både i skole, institution og hjem til på en blid og indirekte måde at nærme sig et udbredt fænomen: en travl og fraværende far med en sød og veltilpasset søn, der indimellem mister gnisten.

Anton på 10 år mærker, at alting bliver gråt omkring ham, selv beskriver han det som at han er ramt af sorgens pil. Hans mor kan ikke forstå og forklare, Anton plejer at være glad for at gå i skole. De søde lærere gør hvad de kan for at forklare hvor dejlig tilværelsen er ud fra hver deres vinkel, men forgæves. Selv rektor, der om nogen må forstå livets mening, kommer det ikke nærmere, men sender Anton ned til pedellen i kælderen. Han sætter sig stille med Anton på skødet og fortæller, at når man er ked af det, så er der altid en årsag. Da kommer Anton i tanker om, at far igen rejste bort til sit arbejde og ikke engang nåede at sige farvel. Det lettede, nu er Anton køreklar igen. Teksten er veldrejet, Kirsten Raagaards tegninger medfortællende både i udtryk, farveholdning og motivvalg, det store billedbogsformat muliggør oplæsning for grupper.

Af Kartrine Marie Guldagers øvrige bøger synes jeg den her med sit psykologiske tema minder mest om Pigen der var bange for at være ond, 2005. Pija Lindenbaums bøger tangerer tematisk.

En yderst anvendelig hverdagsfortælling der har sit fokus i skolens verden og som tager sin 10-årige hovedperson og hans livsstemning alvorligt.

Read the full assessment