Senest, i 2006, har vi mødt Anton i fire små pegebøger. Nu er han tilbage i det større format og med et indhold, der henvender sig til børn fra 3-6 år. De vil straks genkende Anton, for illustrationerne er tegnet i den velkendte, forenklede, lidt stive streg, der udstråler atmosfære og varme. Ansigterne er tegnet med få streger og med den dominerende næse. Omgivelserne er tegnet enkelt og genkendeligt. Der er anvendt stærke og klare farver og en sort konturstreg. Samspillet mellem illustrationerne og teksten fungerer fint. Også teksten udtrykker varme og følelser. Den er ganske kort, men indholdsrig, skrevet i et mundret, varieret sprog. Flot at en så enkel billedbog kan udtrykke så meget. Antons nabo, som man mødte i Anton hjælper sin nabo, 2006, rejser til Afrika et par uger og lover at sende et postkort. På postkortet skriver Nabo bl.a. at han bliver lidt længere, og at Anton ikke skal blive bekymret. Men det bliver Anton. Han forestiller sig alle de værste grunde til, at Nabo er forsinket. Men så kommer Nabo hjem. Forsinkelsen skyldes at han har en kæreste med hjem, men han har også en fin bil med til Anton, lavet af kærestens nevø. Forsiden viser en bekymret Anton, bagsideteksten fortæller lidt om indholdet.