At arkitekten Henning Larsen, i modsætning til en anden stor arkitekt som Jørn Utzon, har fået mulighed for at få i hvert fald en del af sine bygninger opført her i landet, fremgår tydeligt af denne første større bog om ham og hans værker. Men Nils-Ole Lund, selv arkitekt og forfatter til en række arkitekturbøger, behandler også præmierede projekter, der ikke blev til noget. Bogen falder i tre dele: en tekstdel om arkitektens forudsætninger og en kronologisk gennemgang af værker og projekter, et interview og en billeddel med fotos, skitser og tegninger. Teksten, der forholder sig kritisk, er især interessant derved, at den sætter Henning Larsens udvikling ind i en større sammenhæng med tidens vekslende arkitekturretninger. I interviewet kommer man lidt tættere på personen, og billeddelen dokumenterer værkerne på en meget elegant måde. Bogen er forsynet med værkfortegnelse, en omfattende litteraturliste, liste over medarbejdere og register. Et fornemt værk om en betydningsfuld arkitekt.