Artificial moonlights

"På Travelling Tribes' andet album, Artificial Moonlights, spiller det indonesiske slagtøj, gamelan, en stor rolle ... Travelling Tribes' musik er i konstant bevægelse. Så snart Artificial Moonlights sættes på, startes en rejse. Albummet er skabt i grænselandet mellem det digitale, det forstærkede og det akustiske. Klangfarverne er slørede, man genkender lidt - og så alligevel ikke ... Travelling Tribes har med Artificial Moonlights skabt et mesterværk - det eneste kritikpunkt er, at det sidste nummer, "Soul Dance", stopper for hurtigt. Efter næsten fem minutter. Man sidder tilbage med den samme følelse, som når man er færdig med den bog, der har holdt en vågen flere nætter i træk. Mættet, men tom. Det skal fortsætte".

"Gamelan-inspirationen til trods er dette ikke en verdensmusikplade, men nærmere en tur rundt i et space, der for undertegnede både minder om firsergrupper som Echo & The Bunnymen og rejser ind i en Screamadelica-agtig verden. Bare hør skivens mestersang, Bitter People, med det vidunderlige soulkor, der vokser frem i den imponerende produktion ... Nu har de her folk også en snert af avantgarde, og det er fedt, når gongerne får lov til at klinge disharmonisk og skurrende, inden poppen igen tager over. Men jeg savner også flere af de der rigtigt gode sange, der gør hele forskellen, ligesom Emil Jensens stemme er så fed, at jeg finder, at den kunne optræde mindre tæmmet. Det til trods en fed plade fra kunstnere, der vægter originalitet".

"På Travelling Tribes' andet album, Artificial Moonlights, spiller det indonesiske slagtøj, gamelan, en stor rolle ... Travelling Tribes' musik er i konstant bevægelse. Så snart Artificial Moonlights sættes på, startes en rejse. Albummet er skabt i grænselandet mellem det digitale, det forstærkede og det akustiske. Klangfarverne er slørede, man genkender lidt - og så alligevel ikke ... Travelling Tribes har med Artificial Moonlights skabt et mesterværk - det eneste kritikpunkt er, at det sidste nummer, "Soul Dance", stopper for hurtigt. Efter næsten fem minutter. Man sidder tilbage med den samme følelse, som når man er færdig med den bog, der har holdt en vågen flere nætter i træk. Mættet, men tom. Det skal fortsætte".

"Gamelan-inspirationen til trods er dette ikke en verdensmusikplade, men nærmere en tur rundt i et space, der for undertegnede både minder om firsergrupper som Echo & The Bunnymen og rejser ind i en Screamadelica-agtig verden. Bare hør skivens mestersang, Bitter People, med det vidunderlige soulkor, der vokser frem i den imponerende produktion ... Nu har de her folk også en snert af avantgarde, og det er fedt, når gongerne får lov til at klinge disharmonisk og skurrende, inden poppen igen tager over. Men jeg savner også flere af de der rigtigt gode sange, der gør hele forskellen, ligesom Emil Jensens stemme er så fed, at jeg finder, at den kunne optræde mindre tæmmet. Det til trods en fed plade fra kunstnere, der vægter originalitet".