"Et nutidigt popjazz-album, der hviler på forne tiders cabaret- og salonmusik - de mødtes i øvrigt også i forbindelse med forestillingen Cabaret. Jeg sidder nu ikke henslængt i en altmodisch stemning, når jeg lytter til pladen. Jeg bliver omgivet af Sanne Graulunds stemme der har et helt særligt skær af nærhed over sig, Eva Mallings støttende og pulserende basspil og Benita Haastrups dansende percussion ... Mathias Heise kigger forbi med mundharpen på den optimistiske bossa Melody of spring. Undervejs medvirker også andre gæstemusikere som Pelle Fridell, Gunnar Halle, Kaare Munkholm og Gustaf Ljunggren. As simple as that fremstår helstøbt, godt arrangeret og velproduceret. En plade til den voksne og nysgerrige poplytter, der har jazzen med i sit verdenssyn".