Fine Karen Blixen-læsninger, der går til teksterne fra forskellige litterære læsemåder. Bogen er først og fremmest til brug på gymnasieniveau og litteraturfaglige grunduddannelser, men også til læsekredse, som vil kvalificere læsningen.
Denne bog kan læses på to måder: Som indføring i Blixens forfatterskab, hvor teksterne læses ved hjælp af forskellige litterære metoder, og som gennemgang af litterære metoder, hvor Blixen-læsningerne bliver eksempler på fx den biografiske, den psykologiske og den tekstnære læsemåde. Forfatterne taler om "fokus" i læsningen og "læsemåde" for at understrege, at metodevalg ikke giver et facit, og at flere metoder brugt på samme tekst kan frugtbargøre læsningen. Bogen indleder med et kapitel om Blixen og om litterære metoder. De øvrige kapitler gennemgår forskellige læsemåder og anvender dem på Blixen-tekster, der også er optrykt i bogen. Det er klart og overskueligt, godt skrevet og en fin introduktion til Blixen og til litterær metode. Forfatterne er undervisere og har skrevet bøger om litteraturfaglige emner.
Der er andet godt til undervisning i Blixen på gymnasieniveau, fx Borup-Jensens Karen Blixen, 2009, men den giver ikke samme overblik over metoder. Det får man derimod i den glimrende Indføring i litteraturteori og tekstanalyse, 2005, men den vil være svær for gymnasieelever og for langstrakt til de fleste læsekrese.
Udmærket og meget anvendelig læsning af Blixen-tekster, som samtidig forklarer og anskueliggør litterære metoder.