Alle har brug for forbilleder - også ledere. Hvorfor så ikke vælge blandt de allerstørste. Bogen kræver en fast forankret og temmelig bibelstærk tro, en vis erfaring i at arbejde med kristne udviklingsprogrammer og ikke mindst et erklæret ønske om at bringe sin kristne tro ind i alle sammenhænge.
Ken Blanchard er en af mændene bag situationsbestemt ledelse mens Phil Hodges' baggrund er mere religiøs. Bogen lægger sig tæt op af den tradition mange kristne (og en del ledelses)bøger er opbygget efter. Den virker umiddelbart lidt rodet. Spørgsmål og råd om eftertænksomhed er flettet ind i den løbende tekst, og det forstærker bogens karakter af redskab til (selv)studium.
Der er få ledelsesbøger, der har et kristent afsæt. Denne virker meget amerikansk, og danske ledere med en kristen baggrund vil finde en mere afslappet og hjemlig vejledning i at bringe kristne værdier ind i ledelse i Bent Jakobsens udmærkede Tillidsskabende ledelse.
Amerikansk programorienteret bog om ledelse med et fundamentalistisk kristent afsæt.