Målgruppen er først og fremmest studerende på universiteter og andre forskningsinstitutioner. Men også andre med interesse for forskningen omkring Kierkegaards forfatterskab vil kunne finde spændende temaer i bogen.
Med denne bog ønsker forfatteren at undersøge den teologiske betydning af Kierkegaards litterære gendigtninger af bibelske figurer. Kierkegaard gendigter og omskriver disse figurer ind i stadig nye og anderledes sammenhænge, som kan virke overraskende på læseren. Bogen er opbygget kronologisk omkring nærlæsninger af udvalgte værker i perioden 1843-1851. De litterære figurer som forfatteren specielt analyserer er Job og Abraham, som perspektiveres videre bl.a. i kapitler med titler fra Kierkegaards "Denne i Alvor opbyggelige Spøg" og "Kærlighedsbudet". Bogen forholder sig løbende til den øvrige forskning indenfor området og afsluttes med et konkluderende afsnit og en litteraturliste.
Forfatteren har skrevet en ph.d.-afhandling om Kierkegaards forfatterskab, der har inspireret til denne bog. Desuden har hun udgivet en række artikler om samme emne i tidsskrifter og bøger.
Engageret og personligt teoretisk værk om en bestemt vinkel på Kierkegaards forfatterskab. Bogen vil indgå i den lange række af forskningsmæssige betydelige bøger om Kierkegaards værker.