Det begynder lovende. I en række korte kapitler præsenteres vi for bogens hovedpersoner, der er placeret i et land og i en tidsregning, som kunne være antikkens Grækenland. Jesabel og Joram er børn af en rig handelsmand, og på en sørejse ender de som eneste overlevende på resterne af Atlantis. Her accelererer handlingen, og i et sandt virvar af oprørske slaver, rivaliserende tronranere, kæmpeblæksprutter, vulkanudbrud, troldkvinder og hemmelighedsfuld teknik lykkes det de to unge at blive forelskede - hver for sig - og Jesabel bliver endda med barn. Hendes elskede dør dog under landets endelige undergang, men hun klarer sig og bliver gift med kongen af Israel, som ønsket af hendes far. Teksten kan læses fra ca. 14 år, og en del elever vil nok blive fanget ind af de mange eventyrlige begivenheder, men historien bliver på overfladen. Personerne bliver ikke rigtig vedkommende, og de mange sidehandlinger udnyttes ikke fuldt ud, og opleves derfor mest som postulater. Som læser er man derfor stadig nysgerrig og lidt utilfredsstillet efter sidste side.