Forf. har en baggrund i statsforvaltningen og derfor stor viden om statsbureaukratiet. Det er hans holdning, at det danske samfund igennem de sidste 30-40 år har ændret sig til en bureaukratisk maksimalstat styret af et magtfuldt elitokrati, som primært har sit udspring i 68-generationen, og som ikke viger tilbage for utallige angreb på grundlovssikrede rettigheder. Befolkningen umyndiggøres og folkestyret fortoner sig. Vi regeres i dag hovedsageligt af akademikere, seminarister og lærere. Bogen er et harsk angreb på forholdene i dagens Danmark. Mange steder genkendelige problemstillinger: forhold indenfor sundhedssektoren, kritik af medierne, miljøforhold og folkeskolen. Men forfatteren har svært ved at styre sin vrede. 68-generationen, og den dermed forbundne uddannelseselite med marxistiske/maoistiske rødder, får skyld for meget. Han tillægger en modstander en række standpunkter som derefter angribes. Som politisk debatbog er det en god ide hvis man ikke allerede på de første sider støder modstanderne fra sig. Så bliver der ingen debat, men en masse råberi/skriveri fra hver sin skyttegrav. Sådan vil bogen komme til at virke. Vennerne klapper i hænderne - modstanderne vil aldrig læse bogen. Som sådan har bogen derfor ingen bred appel.