Alle læsere af historiske romaner skal være opmærksomme, når Cornwell er på banen med en ny bog.
Denne roman handler om en af de store britiske myter: Slaget ved Azincourt, 1415 hvor Henrik d. V's hær besejrede en talmæssig overlegen fransk hær. Måske bedst husket pga. Shakespeares Henrik d. V. Det nærmeste vi vedrørende myter kommer det i Danmark, er nok slaget 1219 i Estland, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen. Cornwell har som hovedfigur valgt unge Nick, der flygter fra sin hjemegn og ender som en af kongens bedste bueskytter. Nick redder i starten en fransk pige, de er sammen bogen igennem, ligesom han hele vejen vejledes af helgenen Sankt Crispin. Der er mange og veldokumenterede detaljer omkring krigsteknik, bueskytternes liv kommer vi til at kende i detaljer. Der lægges ikke fingre imellem, det er ikke for dem, der ikke tåler at "se blod". Der dør utallige undervejs, årsagerne til - og måderne at slå ihjel på - er utallige og grufulde, man skal nok værdsætte krighistorie, men så oplever læseren en meget levende og medrivende fortalt middelalderhistorie.
Susanne Clod Pedersen har i Den højeste ære, 2008 også fortalt historien, hvor den danske ridder Hialmar uforvarende ender i kong Henrik V's hær og er med i Azincourts rædsler. Cornwells niveau når hun ikke, men fortæller også en fin historie.
Læsningen var som selv at lugte, føle og se det hele. Uhyre spændende.