Azorno

"Det lover godt for kommende bøger, hvis Evighedsmaskinen ikke skal vise sig at være en lyrikers eneste svinkeærinde," skrev Finn Stein Larsen i Modernismen i dansk litteratur (1967), og allerede nu opfyldes denne profeti på det smukkeste med ICs sidste prosabidrag, der er en roman om en kvindes forhold til forfatteren Sampel og hendes forsøg på at nedfælde dette i breve, som litteratur. Med stor sikkerhed betjener IC sig af en modernistisk teknik, der kun kan vække beundring. Én ny stor prosaist har holdt sit indtog i 60ernes danske litteratur.

Read the full assessment

Inger Christensen (f. 1935) er kendt for sine fremragende digte, bl.a. hovedværket Det, 1969 og senest essaysamlingen Hemmelighedstilstanden, 2000. Hendes romaner er mindre kendte, men også de er en del af hendes univers, hvor hun undersøger forholdet mellem kunsten, sproget og virkeligheden. Evighedsmaskinen, 1964 er en dyster og tankevækkende omskrivning af Kristus-myten og fortæller om menneskets længsel efter enhed, men også om at utopien skaber fremmedhed og låser mennesker fast. Azorno, 1967 er en stramt komponeret labyrintisk roman om fem kvinder, der alle har et forhold til den samme forfatter. De venter alle fem hans barn og hver især skriver på en roman. Romanen er en drillende gåde om identiteter, og den både irriterer og morer. Det malede værelse, 1976 er en fantastisk fortælling, der foregår i renæssancens Italien i byen Mantua. Handlingen er centreret omkring maleren A. Mantegna, der dekorerede et berømt værelse i Gonzagos palads. I tre forskellige fortællinger får vi kendskab til det myldrende liv omkring maleriets tilblivelse, som også er gengivet i sort-hvidt. Det er tidløs smuk prosa, som alle kunst- og historieinteresserede vil holde af. Tiden har været med til at modne de tre formeksperimenterende romaner, der på hver sin måde er stærke i form og udtryk og kan læses som en aktuel kommentar og tolkning af det levede liv.

Read the full assessment