Lasse og hans forældre er på sommerferie i deres båd "Mira". Sidste stop, før de skal videre til Norge, er Skagen. Lasse keder sig, og han gider ikke gå med på aftentur til Skagen Fyr. Mens Lasse er alene på båden, bliver den stjålet af to kiosktyve. Og før Lasse får set sig om, er han på vej til Norge med de to forbrydere. Imidlertid blæser det op og begynder at regne. Forældrene bliver forsinkede, og før de opdager, at både båden og Lasse er væk, er "Mira" langt ude på det oprørte hav. Efter en dramatisk handling bliver forbryderne fanget, Lasse reddet, men båden forliser. Det er en letlæst bog sat i "vers" og læsepædagogisk bearbejdet. Få ord er delt med delestreg - primært sammensatte ord. Jon Ranheimsæters tegninger illustrerer handlingen udmærket, men giver den et humoristisk strejf, som der ikke er belæg for i teksten. Personerne er skabeloner, der ikke får rigtigt liv. Lasse er tretten år, hvilket nok er nødvendigt, da han skal kunne styre en båd i kraftig blæst. Men bogens målgruppe er de 8-9- årige børn. Bogen kan anvendes til læsetræning og fritidslæsning, når "læsekoden er knækket". Det er forfatterens fjerde bog.