Ann Forslind har skrevet og illustreret en del bøger, bl.a. til mindre børn. Senest er der de tre Millebøger til børn fra 2 år. Disse to nye, enkle og vellykkede pegebøger er til børn fra 1-2 år. De er fortalt i en meget kort tekst, blot korte udsagn, og i ganske enkle illustrationer. Teksten er trykt med fed på venstresiderne. Illustrationerne på højresiderne viser Baby med få genstande tegnet uden baggrund i Ann Forslinds vanlige udtryk og skitseagtige streg. I en enkel, løs og udtryksfuld streg med anvendelse af sort kontur og i dæmpede sarte farver giver hun med indlevelse og varme udtryk for de helt små børns oplevelse af verden. I Baby har travlt står Baby op før mor og far. Hun finder mors taske og leger med tingene i den. Pludselig savner hun mor og lægger sig i sengen mellem mor og far. I Baby er ked af det er Baby utilfreds og græder. Intet kan trøste hende. Men da hun får mange knus af mor, bliver hun glad. Om Baby er en dreng eller pige, vides ikke. I den ene bog er sutten lyserød, i den anden lyseblå. Babyer af begge køn får en fin oplevelse når de læser pegebøgerne med deres forældre, som vil kunne nikke genkendende til situationerne i de to charmerende pegebøger. De enkle forsider fanger øjet, bagsiderne har en kort tekst, der giver en god indgang til bøgerne.