Både kapitler til nybegynderen og input til de mere garvede backgammon-spillere.
Forfatteren er tidligere professionel fodboldspiller, nu stud. polit. ved Københavns Universitet. Han er også entusiastisk backgammon-spiller. I 2007 starter han med gymnasievenner en backgammon-klub, der er blandt de førende i Danmark. "At spille backgammon er i højere grad en kunst end en videnskab." Sådan skriver forfatteren i sin indledning, hvor han fortsætter: "Bogens mission er at sprede visdom og inspiration. I mens du læser den, bliver du gradvist ført ind i spillets besynderlige univers". Bogens første kapitler henvender sig direkte til begynderen, mens senere kapitler mest er tiltænkt øvede spillere. Overskrifterne er "Introduktion og regler", "Fundamentale koncepter", "De fundamentale spilplaner", "Avanceret strategi", "Dobleteringen", "Matchplay" og "Value-ligningen". Bogens styrke er helt sikkert forfatterens klare entusiasme, mens jeg synes bogen halter noget sprogligt, og jeg savner noget mere korrekturlæsning, hvis bogen skal virke overbevisende pædagogisk målrettet den forudsætningsløse nybegynder. Derimod er jeg ikke i tvivl om, at de mest garvede backgammon-spillere sluger fx en detalje som ovennævnte "value-ligning".
Andre bøger om backgammon er fx Når backgammon er sjovest af Jeff Ward og Backgammon : de officielle regler og vejledning, 4. udg., 2004.
Entusiastisk supplement på hylden, der dog ikke kan stå alene som eneste bog om emnet.