Bad times at the El Royale

Er du vild med Tarantinos film, er denne noget for dig. En præst, en soulsangerinde, en sælger og en vred kvinde tjekker ind på et hotel, der har set bedre tider. Spændingskurven stiger langsomt, mens regnen pisker ned og personerne gradvist afslører, hvem de virkelig er.

Det mennesketomme slidte hotel får en mørk regnvåd 1960'er-aften besøg af en håndfuld gæster der ankommer hver for sig, men hvis veje krydses på forskellig vis. Sangerinden leverer lydspor til store dele af filmen med tidens kendte soulsange. Præsten har en helt særlig grund til at ommøblere sit værelse og sælgeren er ikke den, han udgiver sig for. Den vrede unge kvinde har taget sin søster til fange, og receptionisten beder om syndsforladelse. En sen aften går det løs, de fleste hemmeligheder kommer frem i det dunkle lys og til sidst dukker også en kultleder op. Historierne fortælles i langsomt tempo med flashbacks og fra flere af personernes synsvinkel.

Det er en spændende film, hvor man ikke bør afsløre for meget af handlingen. Den har et særligt filmsprog med tydelige referencer. Tempoet er langsomt fremadskridende for en thriller, der udmærker sig med gode skuespillere, skønne 60'er-soulsange, bl.a. fremført af sangerinden, samt nogle grumme historier. Lidt uskarp slutning.

Filmen refererer klart til Tarantinos produktion, fortælleteknisk nok især The hateful eightPulp fictionPsycho og Pulp fiction. Hilsenen til Hitchcocks Psycho er også tydeligFilmen refererer klart til Tarantinos produktion, fortælleteknisk nok især The hateful eight og . Hilsenen til Hitchcocks Psycho er også tydeligFilmen refererer klart til Tarantinos produktion, fortælleteknisk nok især The hateful eight og Pulp fiction. Hilsenen til Hitchcocks er også tydelig.

Read the full assessment